Kærs Kunstkalender

Ideen med Kunstkalenderen er at gå på opdagelse, at undersøge, at gå på jagt. Zoome ind, stoppe op og kigge på detaljernes betydning for helheden. Helt konkret har jeg gjort det, at jeg har taget et maleri og skåret det i stykker. Delt det op i 24 små afsnit, hvor jeg hver gang kigger på nye detaljer i og omkring maleriet og selvfølgelig også omkring kunstneren.

På sporet af betydninger…

Da jeg i 1980erne flyttede til København, var det som næsten nabo til Statens Museum for Kunst. Jeg var der tit, Museer har altid været frirum for mig. Et sted for fordybelse. Med både top og bund. Jeg kan li` kunst, der sætter tankerne i gang og får en til at stille spørgsmål. Dengang var der gratis entre, så jeg tog tit på museet, bare for at se på een detalje. Som en detektiv på opdagelse. Et maleri eller skulptur, der skulle under luppen. Altid drevet af nysgerrighed og spørgsmål. Som: hvorfor har Jorn lavet noget med sandpapir? Hvad er egentligt det romantiske ved Et romatisk billede af Per Kirkeby? Hvorfor har Matisse malet sin kones næse grøn?

Jeg har arbejdet i mange år med TV og korte deadlines. Jeg savnede fordybelsen. Så jeg valgte i en voksen alder at læse til kunsthistoriker. I den forbindelse fik jeg muligheden for at få et studiejob på Statens Museum for Kunst som omviser. Jeg har vist rundt i hele museets samling og kender de fleste værker ret godt. Men der er også malerier, man kan kigge på, forsøge at forstå og som alligevel ikke kommer helt ind under huden på en….

Et af de malerier er Anna Anchers En begravelse fra 1891. Det er jo ikke svært at se, hvad det forestiller. Men det har altid fascineret mig.  Af tre årsager. For det første: Der er en åbning i billedet, ved siden af den rygvendte mand og forsamlingen til højre, som suger mig ind i billedet. Det er sådan rent kompositorisk. For det andet: Så er det farverne,  den dybblå overfor den rosa, tilsat lidt grønt. Det er meget elegant.  Den tredje årsag er alle betydningerne bag maleriet. Hvorfor er der malet en begravelse? Hvis begravelse er det? Hvor er vi henne? Hvad er det for en tid? Hvilken betydning har døden? Og hvad betyder den for mig? Der er masser at reflektere over.

Jeg valgte at “kravle” ind i billedet og har vandret rundt derinde lige siden.

En på alle måder fantastisk og lærerig rejse for mig. Det er med stor fornøjelse, at jeg i samarbejde med Statens Museum for Kunst kan vise, hvad der kan ske, når man zoomer ind og undersøger helheden via alle de små bestanddele i og omkring maleriet. Detektiven har været på arbejde og det er der kommet Kærs Kunstkalender ud af.

Peter Kær

Kunstkalender (2022)

Nicolai Abild gaard
Den sårede Filoktet, 1775

Kunstkalender (2021)

Elisabeth Jerichau Baumann (1818-1881)
En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh (1876-78)

Kunstkalender (2020)

Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
En stue i Strandgade med solskin på gulvet (1901)

Kunstkalender (2019)

Anna Ancher (1859-1935)
En Begravelse (1891)

Kunstkalender (2018)

Constantin Hansen (1804-1880)
Et selskab af danske kunstnere i Rom (1837)

ARRANGEMENTER