Scavenius & Kær
Det er muligt, at opleve Bente Scavenius og Peter Kær sammen i foredrag og kunstdiskussioner.
“I går aftes var jeg i Pressen og overværede Kunsthistorie på 90 minutter. Det var en gnistrende, velbegavet samtale, grænsende til forestilling mellem Bente Scavenius og Peter Kær. Desuden lærerig. De spiller fornøjeligt op til hinanden. Det må I gerne videregive…”
Ingrid P. Rosenberg
Bente Scavenius og Peter Kær kunne også opleves sammen på DR i serien: ‘Scavenius og Kær på tur i Kunsthistorien’. De to kørte rundt i en gammel Volvo 210 og kiggede på, hvordan kunstnerne har inspireret hinanden.
“Selvom tv-værter i biler ikke ligefrem er det mest originale greb (mere) tegner denne serie sig til at blive en virkelig fin og velfotograferet rejse ind i kunsthistorien. Og så er Kær og Scavenius de bedste guider: fulde af viden og lidenskab og respekt for hinanden. Det her er feelgood dannelsestv, og det er ment som en ros!”
Liv Thomsen, Historieselskabet.
KUNSTHISTORIEN – PÅ 90 MINUTTER
Peter Paul Rubens (1577-1640):
Salomons dom, 1615-1618
Statens Museum for Kunst
Bente Scavenius og Peter Kær kan opleves i en tour de force, når de giver deres bud på en nærmest umulig opgave: At fremhæve de væsentligste nedslagspunkter i kunstens historie, fra hulemalerier til samtidskunsten. Det bliver en munter rejse med interessante koblinger, når verdenskunsten foldes ud på denne måde.
VERDENSKUNST I DANMARK – PÅ 90 MINUTTER
Vincent Van Gogh (1853-1890)
LANDSKAB FRA SAINT-RÉMY ,1889
Ny Carlsberg Glyptotek
På trods af, at Danmark er et lille land, er vi så heldige, at der på de danske museer er repræsenteret mange vigtige og væsentlige værker af betydende kunstnere. Men hvad er egentlig et vigtigt værk og i hvilken kontekst kan det afspejles og forstås? I denne diskussion bliver der vist eksempler på verdenskunst i Danmark, og debatteret om hvorvidt noget kunst kan kvalificeres og andet ikke.
MIN YNDLINGSKUNST – PÅ 90 MINUTTER
Der er stor spændvidde i udtryk og indhold, når Bente Scavenius og Peter Kær åbner for posen, og viser nogle af deres yndlingsværker frem, og diskuterer hvorfor. Variationen er overraskende stor, når værkerne vælges og diskuteres. Nogle værker har flere hundrede år på bagen og andre er nærmest ikke tørre endnu.
HAMMERSHØI – NÆRVÆRENDE FRAVÆR
Vilhelm Hammershøi (1864-1916)
Amalienborg Plads, 1896 – SMK
Der er lagt op til en interessant diskussion, når Danmarks internationalt anerkendte maler Vilhelm Hammershøi tages op. Han betragtes af mange som den danske kunstner, der på bedste vis berører det essentielt menneskelige. Men hvad er det egentlig, der gør Hammershøi til Hammershøi? Bente Scavenius har tidligere behandlet Vilhelm Hammershøi indgående i bogen Hammershøis København, og Peter Kær har i sit speciale forholdt sig til et af Hammershøis særkender, nemlig arbejdet med fravær og tomhed.