Indlæser Begivenheder

Som den eneste Skagens-fødte Skagensmaler havde Anna Ancher et helt særligt forhold til sine motiver. Derudover er hendes behandling af lyset i værkerne enestående. Anna Ancher nød anerkendelse i sin samtid, og det bliver forståeligt i denne aftens gennemgang af hendes tilgang til kunsten. I spændingsfeltet mellem det moderne gennembrud og den fremherskende indremissionske prægning af lokalsamfundet formår Anna Ancher at skabe sin helt egen stil, der stadig i dag forbløffer.

Aftenens Kunstkafé tager udgangspunkt i Peter Kærs omfattende formidlingsprojekt om Anna Ancher, der ligger til baggrund for Kærs Kunstkalender.  Denne aften er der mulighed for at komme endnu tættere på en forståelse for Annas kunst. Aktuel lige her og nu, da Anna også er udgangspunktet for forårets store udstilling på Statens Museum for Kunst.

Endnu en gang åbner Peter Kær, Folkeuniversitetet og Gastronomisk Innovation dørene til en sanselig og berigende aften i Kærs KunstKafé.

Denne aften går kunsthistoriker og tv-vært Peter Kær på opdagelse i kunstens forunderlige verden i selskab med en musiker og en dygtig kok i Gastronomisk Innovation i Atelier 1B på Kultorvet.

Vi ser på, hvordan en kunstner har flyttet grænser, udfordret vores forestillinger om kunst og vores måde at reflektere over livet på.

Samtalen krydres med et musikalsk lydspor udført af en særdeles kompetent musiker.

Kokkene Rasmus Leck Fischer og Julien Risbourg tryller i køkkenet, så der også er noget til smagssansen. Der serveres således en lækker ret, der matcher emnet for aftenen.

NB: Prisen er inkl. let og lækker aftensmad

Programmet for aftenerne:
17:30 Dørene åbnes
18:00 Maden kommer på bordet
19:00 Kunsten foldes ud
19:50 Pause
20:15 Kunsten foldes atter ud
21:00 Tak for i dag