Indlæser Begivenheder

31. maj 2023. Kunsthistoriker Peter Kær besøger Holstebro Kunstmuseum til en samtale med samlings- og forskningsinspektør Teresa Østergaard Pedersen om grænser i kunsten.

Krop, køn, etnicitet, identitet, nationalitet, vold og blodig alvor er temaer, som kunsten til alle tider har beskæftiget sig med. Det skyldes, at kunsten historisk set udgør så stor en del af, hvem vi er, og den afspejler også, hvordan vi ser og forstår os selv.

Kunstværker kan derfor fortælle noget grundlæggende om vores forventninger til verden omkring os – og vores forventninger til kunsten selv. Kan man tale om, at kunsten er gået over grænsen eller virker grænseoverskridende, når vores forventninger og normer udfordres? Og gælder det også kunst fra andre kontinenter og tider skabt på baggrund af idéer, der ikke ligner vores egne?

Holstebro Kunstmuseums samlinger rækker langt ud over Europas grænser med eksempelvis vestafrikansk kunst, arabisk inspirerede værker samt Ejler Bille og Agnethe Therkildsens balinesiske samling opbygget på deres mange rejser. Disse samlingsgrupper vil være blandt aftenens nedslag, når Peter Kær sammen med Teresa Østergaard Pedersen går på jagt i Holstebro Kunstmuseums samlinger efter grænser og grænseoverskridelser – både i konkret og mental forstand.

Share This Story, Choose Your Platform!