Indlæser Begivenheder

29. februar – Den danske Guldalder i Rom

Thorvaldsen, Eckersberg, Rørbye, Constantin Hansen, Marstrand, Blunck, Købke og Lundbye – Listen er lang over de mest betydningsfulde danske kunstnere fra Guldalderen, der alle besøgte byernes by: Rom. Ophold, der fik stor betydning for dem og deres kunst. Denne aften får vi et indblik og overblik over den lange række af Guldalder-malere, der besøgte Rom som den nødvendige dannelsestur for kunstnere. Vi kigger på motiver og de forskellige tilgange, der var til Rom som den naturlige inspirationskilde med afstikkere til andre destinationer i Italien. En lang række af disse kunstneres hovedværker blev skabt i det frodige kunstnermiljø sydpå.

Kunsthistoriker og -formidler Peter Kær folder i denne foredragsrække historien ud om de mange danske kunstnere, der gennem tiden har søgt sammen under italienske himmelstrøg. Fra Thorvaldsens ”hof” i Rom til Zahrtmanns kunstnerkoloni Civitas. Semesterets tre foredrag kan købes samlet eller hver for sig. Ved billetkøb er det muligt at tilkøbe en 2-retters menu med årstidens råvarer, der serveres efter foredraget i Sophienholm Café.

Peter Kærs fortid som skuespiller, TV-vært og entertainer gør ham til en forrygende og meget populær foredragsholder, der med humor, elegance og stor indsigt folder kunsten ud bl.a. i Kærs Kunstkalender på YouTube og TV-udsendelsen 1000 års kunsthistorie for DR. Kær siger selv “Der er altid noget, der er aldrig ingenting”, når han som kunstdetektiv går på jagt efter spændende historier at folde ud, og i dette semester er det danske kunstnere i Italien, han fortæller om.

Share This Story, Choose Your Platform!