Indlæser Begivenheder

Tirsdagskaféerne blev hurtigt udsolgt, så her er der åbnet mulighed for at komme med til Kunstkaféerne på onsdage.

Over en række kafé-aftener går kunsthistoriker og tv-vært Peter Kær på opdagelse i kunstens forunderlige verden i selskab med kunsthistorikere, musikere og en dygtig kok i Gastronomisk Innovation i Atelier 1B på Kultorvet.

Det bliver en tour de force gennem udvalgte perioder og kunstnere i kunsthistorien, der tages under kyndig, kærlig og kunstnerisk behandling. Vi ser på, hvornår kunsten har flyttet grænser, udfordret vores forestillinger om kunst og vores måde at reflektere over livet på.

Samtalerne krydres med et musikalsk lydspor udført af særdeles kompetente musikere.

Kokkene Rasmus Leck Fischer og Julien Risbourg tryller i køkkenet, så der også er noget til smagssansen. Der serveres således en lækker ret, der matcher emnet for aftenen.

NB: Prisen er inkl. let og lækker aftensmad.

Programmet for aftenerne:
17:30 Dørene åbnes
18:00 Maden kommer på bordet
19:00 Kunsten foldes ud
19:50 Pause
20:15 Kunsten foldes atter ud
21:00 Tak for i dag

9/10: Anna Ancher – Danmarks dygtigste
Som den eneste Skagens-fødte Skagensmaler havde Anna Ancher et helt særligt forhold til sine motiver. Derudover er hendes behandling af lyset i værkerne enestående. Anna Ancher nød anerkendelse i sin samtid, og det bliver forståeligt i denne aftens gennemgang af hendes tilgang til kunsten. I spændingsfeltet mellem det moderne gennembrud og den fremherskende indre missionske prægning af lokalsamfundet formår Anna Ancher at skabe sin helt egen stil, der stadig i dag forbløffer.

23/10: P.S. Krøyer – Virtuosen
Den virtuose maler P.S. Krøyer står som en af landets mest anerkendte kunstnere. Respekteret herhjemme og internationalt. Krøyer er i den grad med til at sætte det moderne gennembrud på lærredet. Få har som ham formået at forbinde malerteknisk kunnen med et særligt blik for motivernes egenart. Uddannet herhjemme og i Paris er han som fyrtårn og underviser med til at inspirere en lang række af samtidens kunstnere. Festlig og udfordret af et bevægeligt sind er Krøyers rejse i livet en læring for os andre.

6/11: Michael Ancher – Hverdagens helte
Michael Ancher tager rejsen fra fødeøen Bornholm via Kalø til kunstakademiet i København for så at ende i Skagen. Han bliver indbegrebet af det moderne gennembrud med sine skildringer af hverdagens helte: Skagensfiskerne som redningsmænd ved de mange skibsforlis i området. Men Michael Ancher er så meget mere. Denne aften kigger vi på hele Michael Anchers ouvre og får et indblik i hans kunstneriske spændvidde.

20/11: Var der andre Skagensmalere?
Skagensmalerne var så meget andet end Ancher og Krøyer. Denne aften stiller vi skarpt på den lange række af kunstnere fra Sverige, Norge, Tyskland, England, Danmark og Østrig, der som en naturlighed søgte Skagen. Tiden var præget af kunstnerkolonier rundt i Europa. I den optik er Skagen ikke enestående. Vi kigger på, hvorfor kunstnerne søgte kollegaer og afsides lokaliteter, og hvad mødet med Skagen betød for dem.

Share This Story, Choose Your Platform!